Jarl, som raabte hele Norrig sammen til et stort Ting. Eriks Mænd løb i Hobetal fra ham og løb alle nord paa, for at tale et Ord med i Tinget, og der var baade Nat og Dag en stor Mandefærdsel over Fjeldveiene. En Aften silde, da den største Vrimmel drog igjennem Hordaland, meente de, at de vilde raste ved Harald Haarfagers Høi Natten over; men da de sadde rundt om Høien i en Krands og vilde tænde Ild, thi de kunde ikke see at æde, fordi Maanen var heel overklædt af Skyer, da skiltes med Eet Skyerne ad og skinnede ned paa Bautastenene, som stode i Ring paa Kongehøiene, og de skimtede der en rank ung Mand, der stod paa den høieste Steen og holdt en Harpe høit i Hænde, og Maanen skinnede med sær Klarhed paa hans Hovedhaar. De bleve Alle meget forbausede og vare nær ved at troe, at det var en af Haralds ihjelslagne Sønner, som vilde besøge sin Fader i Høien og klage sig for ham; men den fremmede Mand slog til Lyd imellem dem med Haanden og qvad saaledes:
Oppe Dig, Du norske Kjæmpe!
Ingen sig til Hvile lempe,
Her er ingen Tid til Dvale,
Over Fjelde! over Dale!
Denne grønne Dødningtue
Er ei mere Haralds Stue.
Harald op til Odin fløi,
Sagde saa: „Hærfader milde!
Mine Sønner handles ilde,
Ei jeg sove kan i Høi.
Gjerne vilde jeg nu frelse
Mine Mænd i Bjørnepelse,
Men jeg har ei Kjød paa Been;
Giv mig Suul paa mine Skanker,
Da til Norskes Redning vanker
Jeg til store Tingesteen.“
