fort paa sin Fod; thi hun havde ikke kunnet føre over sit Sind at medtage noget Reendyr, som hørte hendes gamle Forældre til, endda de vare temmelig velhavende Folk.
Imidlertid havde Svartesind, saaledes kaldte man der i Landet med et Øgenavn den Mand, der havde beilet til skjøn Tora, fordi han var grim af Aasyn som en mørk Sky, ikke været uvidende om, hvad der var foregaaet med Møen. Den Nat da Harald tog Tora i Favn, havde han ikke havt Ro for sine stærke Drømme. Han var da staaet op af Senge og gaaet hen i sin Troldhule eller Heller, hvor han tilbad Satan i Lignelse af en stor Træklods, paa hvilken der var udhugget Aasynet af en Bjørn. Han tog frem en liden Æske, som kaldes Ganæske og var fyldt med et Slags Hexefluer, som kaldes Ganfluer. Først raabte han, i det han traadte ind i den dunkle Grotte, som gik dybt ind under et Field: „Heller vorde lys!“ og strax tændte sig et blegt Nordlys i Hulens Bagkrog. Da sang han paa ny:
Fluer smaae,
Fluer blaae!
Alle mine Fluer
Her i Klippestuer,
Flux I Budskab sige maae,
Hure det mon Tora gaae.
Da vrimlede dette Utøi op af Æsken og begyndte at brumme og summe, saa at Svartesind for Fuglesang ikke kunde høre Ørelyd. Han stampede da i Gulv med begge Benene og raabte:
Fluer nitten lukke Kjæft!
Flue een bruge Been!
Flue een bruge Vinge!
Flue een Budskab bringe!
Da hang alle de nitten stille paa Klippevæg, og midlertid begyndte den ene, som var meget stor og staalblaa af Farve under Vingerne, at flyve i Kredse om Svartesind og brumme gandske sagte; da blev han igjen bister og raabte: „Tal reent ud af Skjæget!“
