Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/288

Pande lidt riflet; men noget rødladen Farve havde han dog. Hans Haar vare rigtig nok ogsaa mere hvide end gule, saa at de Lokker, som Skjaldene i hans Hal før havde lignet med Guldtraade, nu havde mere Udseende efter den Riim, som falder paa Marken tidlig om Morgenen; men saa trykte han Guldkronen dybt ned over Panden, og den gjorde, at de finske Møer ikke mærkede Graahovedet. En Dag aag han omkring i Halogaland paa en Slæde, som blev draget efter Landets Sæd af et Reendyr. Dette Dyr blev løbsk og sled Seletøiet itu, saaledes at han med Nød og Neppe bjergede sit Liv og kom til en af de Gaarde, som hist og her ligge spredte blandt Sneebjergene. Saasnart som han lukkede Døren op, saae han derinde i Røgstuen en deilig Mø ved Navn Tora, hvis Hud, skjøndt hun sad i den megen Oes og Røg, dog var hvidere end Sneen, tilmed saae hendes Øine næsten ud som et Par Stjerner, da ellers de finske Qvindfolks Øine altid rinde med Taarer, som om de vare stedte i Bedrøvelse. Kongen blev strax saa indtagen af hende, at han traadte hen og kneb hende i Kinderne, spørgendes: om hun paa nogen Tid vilde være hans Allerkjæreste? Da hun fik at høre om hans høie Byrd, sagde hun heller ikke nei dertil, skjøndt en riig Finlap, som knap kunde tælle sine Reendyr, havde beilet meget stærkt om hendes Haand; thi hun kunde ikke lide denne, fordi han gav sig saa meget af med Trolddom. Kongen sov da hos Jomfruen den samme Nat og agede videre nordpaa. Da nogle Maaneder vare rundne forbi, mærkede Jomfruen, at hendes Liv var velsignet med et Barn. Hun frygtede da, at hendes Forældre skulde formærke hendes Skam og slaae hende tildøde. Derfor stod hun ved Midnatstid op af sin Seng og vendte sine Øine paa Nordstjernen, som Harald havde bedet hende følge som Veiledning. Og da det nu var paa den Tid af Aaret, at Solen aldrig staaer op i Finmarken, saa beholdt hun dette stærke Himmellys i Sigte baade Nat og Dag, og vandrede taalmodig