Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/105

Denne side er blevet korrekturlæst

Var sær Formæling af de stridige Ting;
Og Syner, der ei fattes, ei berøres
Af Verdens Blik, de vare hendes Venner.
Sligt kalder Verden Afsind; men den Vise
I Aanden huser meget dybere Vanvid;
Thi frygtelig er Tungsindsblikkets Gave,
Hvad er det? uden Sandheds klare Fjernrør?
Som klæder Phantasiens Blændværk af,
Som bringer nær det splinternøgne Liv
Og gjør den kolde Sandhed altfor sand.

VIII.

Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Vor Pillegrim var ene som tilforn;
De Væsner, der omgave ham, forsvandt;
De førte med ham Krig. Han var et Maal
For Skræk og Livets Kornbrand, trindt beleiret
Af Had og Tvedragt; blandet var med Smerte
Alt, hvad man dækked for ham op; indtil
Han, liig den pontiske Monark i gammel Tid,
Holdt Livet op ved Gift. Kraftløs den var,
Den var ham et Slags Næring; fort han leved,
Trods det, der havde været Mangens Død.
Han gjorde Bjerget til sin Ven. For Stjernen,
For Universets travle Genius
Han førte frem sit Ord; de lærte ham
Naturmysteriernes sorte Kunst.
For ham laae Nattens Bog vidt slaget op,
Og Røster, fjernt fra Dybet, sløred af
Et Under og en Løndom. Saa det skee!