Foran et Altar med en venlig Brud.
Favrt hendes Ansigt var; dog var det ei
Hans Ungdoms Stjernelys. — Ret som han stod
For Altret, fløi hen over Øiets Bryn
Hiint gamle Syn — den vilde Nerverysten,
Som greb tilforn i den ældgamle Hal
Hans Bryst i al dets Eensomhed; — og nu,
Som paa hiin Dag, en Stund der paa hans Ansigt
En Tavle med usigelige Tanker
Stod malet og forsvandt, som den var kommet.
Nu stod han atter rolig; sagde frem
Vedtagen Eed; ei hørte han sit Ord;
Alt svingled med ham rundt. Han mægted ei
At see, hvad var og hvad der skulde været.
Den gamle Borg, den velbekjendte Hal,
De ham saa dybt indprentede Kamre, Stedet,
Ja Dagen, Timen, Solens Skin og Skyggen,
Alt, hvad der hørte til hiin Stund og Sted,
Og hun, der var hans Skjebne, kom igjen
Og trængte sig imellem ham og Lyset.
Hvad Ærind havde de paa slig en Tid?
VII.
Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Hans Sjæls Udkaarne — o! hvor dybt forandret!
Som ved en Sjælesygdom. Hendes Aand
Var vandret fra sin Bopæl; hendes Øie
Ei havde meer sin egen Glands; thi Blikket
Var ei af denne Verden. Hun var Dronning
I et phantastisk Land, og hendes Tanker
