Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/94

Denne side er valideret

85

FRITZ HULTMANN.

som er kommen saa hastig, synes meget ræsonnable for Tilskuerne og den store Elskov ikke meget mere end en almindelig Balforliebelse.

Derfor havde Hultmann Ret i at tage denne og lignende Roller mere konventionelt. Muligt at han var lidt for adstadig og afmaalt, vist er det, at man ikke har Lov til at gøre Holbergs Klassicitet romantisk. Hultmann gav her som altid først det Borgerlige, dernæst den højere Middelstands dannede Væsen og endelig saamegen Ungdom og Lystighed, der lader sig forene med at være gode Forældres lydige og velopdragne Søn og med ikke at ønske nogen højere Lykke end hurtigst muligt at blive gift med Leonora.

Intetsteds var Hultmann ypperligere end som den unge Herremand — det er Leanders Livsstilling — i Henrik og Pernille. Og i denne Rolle findes der ogsaa det bedste Eksempel paa, hvad og hvorledes der bør spilles i Holbergs Dialog. Leander er kommet til Byen for at ægte sin Leonora, men erfarer til sin Forbavselse og Skræk gennem Henriks og Arvs ligelydende Vidnesbyrd, at den unge Dame i hans Fraværelse har indladt sig i det mest vidtgaaende Koketteri med hans egen Tjener. Efterat han først i sin Vrede har villet revse dem begge, betænker han sig og siger som saa:

»Jer skal intet ondt vederfares. Hvad skal jeg tænke? hvad skal jeg sige? hvad skal jeg gøre herved? Er nogen Sorg i Verden saa stor, som kan lignes med min? Er nogen Ulykke mere uformodentlig paakommet et Menneske .. Mit Hjærte er saa omspændt af Sorg og Forbitrelse, min Hjærne saa forvirret, at jeg véd ikke, hvad Resolution jeg skal tage. Jeg vil bryde ind i Huset og opofre den Forræderske ... Nej, hun skal leve, det er hende større Straf, og jeg vil omkomme mig selv, at hun maa leve med des større Skændsel og Foragt« o. s. v.