61
FRITZ HULTMANN.
Men endnu samme Aar, i hvilket han optraadte i Dronning Margrethe, begyndte han at spille de Holbergske Leandere, og under hans lange Kunstnerløbebane er der fra den Tid næsten ikke spillet noget Stykke af Molière eller Holberg, hvor Elskerrollen ikke er tilfaldet ham. Efter min Mening har han staaet overordenlig højt i disse Roller og burde nydt stor Anseelse for sit klassiske Spil, men Publikum har aldrig ejet megen Sans for slige beskedne Fremtoninger og har helt overset ham heri. At jeg vover saa stort et Ord som klassisk om en ellers saa moderne Skuespiller som Hultmann, ligger i, at jeg tror, at baade hans Fortrin og Mangler her ligeligt kom ham tilgode og nødte ham til at holde Figuren indenfor de gamle Digteres strænge Linjer. Han kunde intet selv give til, men burde det heller ikke, og han forstyrrede aldrig det Indtryk, Tilskueren modtog af Tidsaanden og Rollens Psykologi.
I Virkeligheden er jo Leanders sjælelige Indhold meget begrænset. Man mærker bestandig, at han er den vordende Jeronimus. Ogsaa denne har jo slaaet Gækken løs og sprunget godt omkring inden han fik »Ligtornerne« og Konen, som gjorde en brat Ende paa Lystigheden. Men Leander, som er en brav Mands Søn, er selv en god og skikkelig Fyr. Hvor han er mest forfløjen som i Maskeraden er han dog saa fin af Væsen, at han ingenlunde indlader sig med ethvert Fruentimmer, og egentlig kun gaar paa Bal fordi han er plaget af Ungdommens for hidsige Livskraft. Han er hverken en Laps eller en Vellystning. Og hvor er han ikke adstadig og ærbar i Henrik og Pernille og skikkelig i Kilderejsen, og paa samme Maade hos Molière, hvor fornuftig er ikke Clitandre i les femmes savantes og hvor
6*
