51
FREDERIK HØEDT.
det lykkelige Tilfælde, ikke at bindes af Hensyn til min Indtægt«.
Den sidste Sætning udgør punctum saliens, det bestemmende Punkt i Høedts Liv. Det har været en Ulykke for dansk Skuespilkunst, at Høedt ikke har maattet nytte sit Talent til at sikre sin Eksistens. Man synger slet ikke saa ilde, naar man har Kniven paa Struben. Men det har ganske sikkert været en Lykke for ham, at han herhjemme, hvor ethvert Talent skal tvinges ind i de traditionelle Baner. og hvor man lidet ynder kunstnerisk Selvbestemmelsesret, saa hensynsløst har kunnet hævde, hvad han ansaa for sin Personligheds Krav.
Der blev øvet en Pression paa Høedt, endog fra meget høje Steder, og han tog sin Ansøgning tilbage. Det var dog kun Galgenfrist. Heiberg var forbitret og saaret og vilde ham tillivs, og Høedt paa sin Side var saa kamplysten som selve Tybalt, saa det gjaldt kun at finde Paaskudet. Det fandt man i næste Sæson. Høedt havde imidlertid spillet nogle af sine ypperste Roller: Advokaten i Slottet i Poitou efter Studier i Théàtre-Français, Toby i De Deporterede og Jerocham i Ruth. Det var ved en Opførelse af dette Stykke, at Høedt en Aften tillod sig den Spøg efter første Akt, hvor Bifaldet havde været sparsomt for hans Vedkommende, pludseligt at slaa over i den effektjagende falske Deklamation. Øjeblikkeligt var Publikum henrykt, saa der var Grund for Kunstneren til at tvivle, om ogsaa Tilskuerne til Dagligdags ganske forstode Aanden i hans Spil. Ved Begyndelsen af Sæsonen 1853—54 blev Hamlet atter ansat paa Repertoiret. Nielsen var imidlertid gaaet af, og Heiberg havde med megen Koldblodighed givet hans
4*
