47
FREDERIK HØEDT.
under haarde Trængsler, havde slidt sig op til en Plads i Samfundet — hans Liv er en sand Armodens Epope — men han følte sig altid som en fattig og ringe Mand, der med en Underordnets ærbødige Lydighed saa op til Chefen. Han begreb egentlig slet ikke, at man gjorde Oprør. Ved alle Theaterkontroverser vil man finde at Overskou stadig betegner Oppositionen som »Koteriet«, der naturligvis er meget forskelligt sammensat til forskellige Tider, men altid ledet af egoistiske og i alt Fald uforstandige Bevæggrunde. Engang var Rahbek og Rosing de latterlige Angribere, paa denne Tid er det Høedt og Wiehe. Overskou haaner dem og forbavses over deres Frækhed. Sætte sig op imod Heiberg! Man kunde ligesaa gærne erklære, at Solen ikke lyste godt, som at Heiberg ikke styrede godt. Det er lutter Bagtalelse og Kabale, naar man paastaar, at han baade forsømte Repertoiret og tyranniserede Personalet. Og ansat som Sceneinstruktør under Heiberg, følger han nu denne med embedsmandig Skyldighed gennem Tykt og Tyndt, vist halvt ubevidst forvanskende, hvad der ikke passer i Fremstillingen. Derfor er det, at jeg kortelig gennemgaar Forholdene fra dengang.
Den 14. November 1851 opførtes Hamlet for første Gang, efterat Foersom i 1813 dermed havde indført Shakspeare paa den danske Skueplads. Høedts Spil var ingen Debutants, det var den fuldtudviklede og gennemdannede Kunstners. Uden famlende Usikkerhed bevægede Hamlets sorgklædte Skikkelse sig paa Scenen, Høedts Tale besad en vis maadeholden Kraft, man ikke var vant til, og hans smukke og intelligente Ansigt, med de skarpe Træk, passede forunderligt til den i Refleksion og Grublen hensunkne
