41
FREDERIK HØEDT.
forædlet, idealiseret Skikkelse: man glemmer, at da Digteren, ligesom enhver Kunstner, vel kun skildrer Virkeligheden men med en dybere og rigere Iagttagelse og Forstaaelse end den upoetiske Tilskuer, modtager den dramatiske Kunst sit Stof allerede i en lutret eller, om man vil, idealiseret Skikkelse og behøver derfor blot at anvende al sin Kraft paa at udstyre Poesiens ideelle Skikkelser med den højeste Natursandhed. Digteren bringer sit fra Virkeligheden hentede Materiale i kunstnerisk Form, og Skuespilleren omsætter atter Digterens Tankebillede i legemlig Virkelighed. Indvendes der endnu, at ikke alle dramatiske Figurer ere fra Digterens Haand kunstnerisk opfattede eller udførte, og at Skuespilleren altsaa ikke uden videre kan stole paa det ham givne Stof saa kan hertil kun svares, at absolut set kan ingen slet ɔ: ukunstnerisk Rolle spilles godt, og lykkes det dog den Spillende at give en saadan Rolle kunstnerisk Form, sker det kun, fordi han selv først som Digter har omskabt Rollen, han senere legemliggør som Skuespiller; men dette staar ikke i nogen Strid med de ovenfor fremsatte Anskuelser.
Det var disse kunstneriske Principer, for hvilke Høedt fremtraadte som Forkæmper, de samme, som Schröder havde virket for i Tyskland i det 18de Aarhundrede, som den geniale Seydelmann paany havde optaget i det 19de, og de samme, ved Hjælp af hvilke Garrick havde reformeret det engelske Theater. De kulminerede alle i Shakspearske Roller: Schröders fuldkomneste Kunstværk var Udførelsen af Kong Lear, Seydelmanns sidste Ord vare: »Kun Jago vil jeg endnu spille, inden jeg dør«, Garrick var størst som Hamlet, og det er jo ogsaa denne Rolle om hvilken Høedts Liv har
