38
FREDERIK HØEDT.
slet ikke forstod sin Kunst. Han var kommen til at staa alene, en Genganger fra en svunden Generation.
Desuden, det var næppe for Intet at Høedt valgte Hamlet til Genstand baade for et Studium, hvis Langvarighed Rygtet har havt travlt med, og for sin Debut. Noget aandsbeslægtet maa han have følt sig med den danske Kongesøn, hvis Sjæl undfanger Beslutninger, der komme døde til Verden. Fra sin tidlige Ungdom af levede Høedt for Theatret, og dog bandt forskellige Hensyn ham saa fast, at han først, næsten 32 Aar gammel, debuterede. Han havde som Hamlet studeret protestantisk Teologi, hans Moder ønskede at se ham paa Prædikestolen, ikke paa Brædderne, og som Hamlet var han varsom og kærlig overfor sin Moder. Imidlertid, han var mærket, han maatte op paa Scenen; han havde jo, atter som Hamlet, i lang Tid forberedt sig paa sin Mission, troede paa den og ansaa sig for den, der skulde gøre Revolution. Forsøget mislykkedes til Dels. Skuespilleren gjorde stormende Lykke og blev forgudet i de københavnske Selskabskredse, men det nye Princip, han bragte, vandt kun faa Tilhængere. Og Høedt slappedes hurtig. Kun 6 Aar varede hans hele Skuespillervirksomhed, der blot talte faa Roller, og som hvert Øjeblik stod paa Nippet til at afbrydes. Med dens Ophør indtraadte der nogen Ligegyldighed og nogen Bitterhed hos Høedt. Der hører i smaa Lande en overordentlig Udholdenhed til at sejre i en Kamp, der gaar løs paa det Overleverede. Selv om man kun vil en Theaterkonvention, en forældet Spillemaade tillivs, skal der en Fanatikers Taalmodighed til for at fælde sin Modstander. Men Høedt er alt andet end en Fanatiker; han plejer med Heibergs Ord at ønske sig lige-
