37
FREDERIK HØEDT.
virke ved det kgl. Theater. Høedt har været overalt og intetsteds i den Periode, der følger efter hans Tilbagetræden fra Skuepladsen; om han end ikke personligt har grebet ind, har han bestandigt staaet bagved.
Theatret fanger. Derfor maa man ikke undre sig over, at Høedt ikke har kunnet slippe Interessen for Scenen paa samme Tid, som han selv gav Afkald paa at lægge sin Begavelse for Dagen. Den som éngang har mærket Osen fra Rampen stige op imod sig, vil altid længes tilbage til den som til en Duft, der er sød i hans Næse. Selv den afskedigede eller uheldige Skuespiller kredser bestandigt rundt om Stedet for sine Drømme og Forhaabninger. Det er ikke vanskeligt at fatte, at Høedt, hvis artistiske Sans er medfødt og næret ved hans hele Livsførelse, ikke har kunnet blive Thalia kvit, selv om han af og til har hævnet sig paa sin forstødte Ungdomselskede ved at ironisere noget overlegent over hendes senere Fejltrin.
Mindre forklarlig synes Høedts Resignation overfor sin Kunst. Men den har næppe straks været en Beslutning for Livet; en Tid lang var hans Genoptræden endog sandsynlig. Hvad der i Begyndelsen kun var en Seen an, omdannedes gradevis til en Given Afkald; efterhaanden som Aarene gik, blev en ny Debut af Professor Høedt en Umulighed. Kunstneren var bleven ældre og nervøsere, og der er intet mere oprivende for et nervøst Menneske, end at spille Komedie, særligt naar ikke Øvelsen stadigt holdes vedlige. Og hvem skulde han spille sammen med? Nielsen, Fru Nielsen, Michael Wiehe, alle døde, Fru Heiberg borte fra Scenen. Hvoraf skulde det Sammenspil skabes, uden hvilket Høedt
