350 EMIL POULSEN.
endnu bedre an. Han har været heldig i sine Satirer over Modejunkere og Lapse, man husker vist endnu hvorledes han i Gondinets Christiane udmærkede sig som den naragtige Ministersøn Achille de Beaubriand. Figuren var udstyret med saadanne Smaatræk, der slog En som aflurede Virkeligheden, man kendte hint adelige Kammerjunker-Buk med de sammenslaaede Hæle, den flotte afsnubbede Tale, den elegante Maade, hvormed han haandterede sin Spadserestok som en Billardqueue. Poulsen er istand til at spotte over alle, der ere stærkt fremtrædende i Væsen og Tale, og han har meget Greb paa den flove Indbildskhed.
Desværre er han ikke kommet til at spille hverken Augier eller Dumas; der er næppe noget Stykke af den sidste, hvori der jo vilde findes en udmærket Rolle for ham. Og det vilde være lærerigere end at optræde som Officeren i Gnisten eller Jean i Den skjulte Skat eller i et af de andre franske Smaastykker, som opføres i Ny og Næ. Han spillede saaledes i Coppées le luthier de Crémone Filippo, den ulykkelige pukkelryggede Musiker og var saa larmoyant at en klog Theaterbestyrelse for Fremtiden vilde holde ham borte fra altfor rørende Roller.
Det er atter de nynorske Digtere, som have ydet denne Kunstner hans bedste Udviklingsstadier. Efterat Poulsen havde været Fjeldbo i De Unges Forbund hvilken Rolle tydeligt nok ikke interesserede ham, overtog han dernæst Lundestad og gav den lune Politiker med en Bondefiffighed og en hellig Mine, der havde et ægte norsk Præg. Det samme slæbende Foredrag, han havde benyttet her, anvendte han saa sidenhen til Behrendt i En Fallit. Han udrustede denne hyper-moralske Advokat med en Missionærmaske
