320 OLAF POULSEN.
tømret sit eget Hus, men saa var det næppe blevet saa solidt. Han er som Kunstner endnu i sin Vorden, det er de næste ti Aar, der ville blive bestemmende for hans Udvikling. Men det er muligt nu at antyde, til hvilket Maal hans Talent bør ledes og hvilke Opgaver der rettest bør forelægges ham.
I.
Fra lille Dreng af har Olaf Poulsen intet andet villet være end Skuespiller. Rimeligvis har han saavelsom Broderen arvet deres Talent fra Faderen, som var en stor Elsker af dramatisk Kunst, og som, naar han havde tilbragt Aftenen i Theatret, ved sin Hjemkomst plejede at foredrage store Scener af hvad han havde set, efterlignende de bekendteste Skuespillere og vovende sig lige dristigt til Tragedien og Komedien. Olaf selv kom som Dreng overordentlig sjældent i det kongelige Theater (han havde siger og skriver været der to Gange inden han aflagde Prøve), men derimod ikke saa sjældent i Folketheatret, hvis lystige Farcer, der dengang spilledes saa genialt af Frederik Madsen, i høj Grad tiltalte Drengens komiske Sans. Og hjemme havde han et fra Broderen arvet Marionettheater, paa hvilket han spillede med langt større Flid end den, han anvendte paa sine Lektier. Da han imidlertid lykkeligt havde faaet den store Præliminæreksamen, mente han, at Tidspunktet var kommet til at indstille sig som Debutant. Emil Poulsen fraraadede ham det stærkt, foreholdt ham en Tid lang, at man kun kunde blive Skuespiller, naar man var Student — hvilket Olaf fandt højst urimeligt — og endte jo iøvrigt med at melde sig selv til Prøve, da Broderens Debut var nær forestaaende,
