LUDVIG PHISTER. 303
har gjort den Opdagelse, at Hammer er den Foretrukne; der var ikke Skygge af Vrede eller Misundelse at opdage i hans Ansigt. Det genialeste Træk i Phisters Opfattelse var hans Latter i Slutningsscenen, da Link og Justitsraaden komme ud fra Sideværelset, hvor de have lyttet sig til, at Sophie med alle sine Nej'er har givet Hammer sit Ja. Der lod Phister Link være i en voldsom, næsten krampagtig Latter, der slet ikke vil høre op. Han lo, saa Taarerne trillede ham ned ad Kinderne, indtil han forpustet og træt sank sammen paa en Stol. Phister lod den uheldige Frier kun more sig over det Komiske i en Situation, over hvilken det dog var naturligt, at han følte nogen Ærgrelse.
Phister vilde ikke have spillet Rollen saa fortrinligt, hvis den havde været i mindste Maade sentimental. Saasnart det Hjærtelige skulde komme stærkt frem, blev Skuespilleren let affekteret. Jeg tilstaar, ikke at kunne dele den almindelige Beundring over hans Ole i Abekatten. Alt var udført med største Virtuositet, men i selve det Følelsesfulde manglede det Ægte. Naar han sang Visen om Oles Kærlighedssorg farvede han sin Stemme præcist saaledes, at Ordene betog En, men man ærgrede sig næsten derover. Rent teknisk udtrykt, anvendte han her et Stakkato af forbavsende Virkning — det samme han brugte saa fortrinligt ved Skriverhans' Sang:
Mine Trængselsaar er endte,
Snart skal min Lykke jeg hente.
Men hvilken Forskel er der ikke paa Hostrups fortrinlige Karakter og Situation og den smægtende Stemning i Duftvaudevillen! Man burde derfor heller ikke bebrejde Skuespilleren, at den falske Karakter affødte falsk Kunst, hvis
