276 JOHAN WIEHE.
Blik og Stemme, der lægger Beslag paa Tilskuerens Øje og Øre.
Publikum var dengang strængere end nu, og Modtagelsen var kun kølig. Han debuterede den 21. Maj 1858 som Figaro i Figaros Bryllup. Han havde ingen Forstudier gjort, hans Stemmemidler vare ikke uddannede, og han forstod ikke at bruge dem; Stemmen i sig selv var stor og kraftig, men uskøn og hyppigt grov i sin Klang. Og disse Ord, kraftig og grov, vare ogsaa betegnende for det Indtryk, man modtog af hans Personlighed. En plump, svær Skikkelse, brede lidt bondeagtige Træk, noget Kolosagtigt over hele Personen. Underansigtet især var stærkt udviklet og havde et vildt næsten dyrisk Drag, men Øjnene lyste saa godmodigt og skikkeligt, som Blikket plejer hos store Hunde og stærke Mennesker. Han mindede mig altid om den norske Kæmpe i Carl Bernhards Roman, Aslak, hvis Herkuleskraft og Dværgeforstand staar i saa snurrig en Modsætning til hinanden.
Hans Figaro kunde naturligvis ikke blive fin, thi han havde mere af Arv end af Henrik i sig, og tegnede Rollen snarere som en fiffig Gaardskarl end en intelligent Tjener. Men han var naturlig i sit Udtryk, hans Repliker bed, hvor de skulde bide, og hans Sorg var ligesaa ærlig og uforstilt som hans Kærlighed til Susanne. Der var paa sine Steder en Alvor i hans Spil, som nærmede den Mozartske Figaro til en enkelt Side af Beaumarchais', og Arien i femte Akt, Klagesangen over Kvindernes Letsindighed og Troløshed, blev det lysende Punkt i hans Fremstilling. Og i hans anden store Operarolle, og vel den eneste betydelige, han senere har udført, nemlig Johan i Ungdom og Galskab,
