Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/225

Denne side er blevet korrekturlæst

216 VILHELM WIEHE.

Det var først og fremmest ham, der bar De Nygifte over Scenen. Axel, der, blød af Karakter, kun rykvis gør Modstand mod sine Omgivelser og stadig paany opsætter og giver efter, som efter at have forsmaaet Mathilde er nær ved at blive sin Hustru utro for hendes Skyld, som trods sit mandige Mod knap Lør røre sig i sit eget Hus af lutter Omhu og Varsomhed — denne Figur forstod og gengav Wiehe ud i det mindste Træk. Han var fortrinlig, baade naar han var fangen i »Hensynenes fine Næt« og naar han rev sig løs fra dem. Hvor sikkert var ikke hans Forhold til hver enkelt Person i Stykket tegnet: ærbødig-opmærksom mod Faderen, galant mod Moderen, ubehjælpsom-overlegen mod Laura og kold-ironisk mod Mathilde. Hans kraftige Tale førte En lykkelig ud over den lange, kunstlede Fortælling i anden Akt og fjærnede alt det Underlige ved Bjørnsons Diktion.

Hvor mange Nuancer i Karakterfremstilling han raadede over, fik han dernæst Lejlighed til at lægge for Dagen i Et rigt Parti. Han gjorde her den ulykkelige Ægtemands Skikkelse forklarlig. Først har denne af Kærlighed til et Pigebarn opgivet sit Studium og er mod sin Lyst bleven Købmand, saa omgiver han som gift sin Hustru med al den Luksus, han ønskede at smykke sit Ægteskab med, saa sætter han af ugrundet Skinsyge paa Trods hele sin Formue til, og vil skilles fra Konen — og saa ender det Alt i Fred og Lykke. Som sagt, da Wiehe spillede det, syntes det Altsammen naturligt, han var et Ideal af umandig Mandighed. Paa hans brede Skuldre laa det hele Stykkes Vægt, og han legede med dets Tyngde som en Jonglør med sine Kugler. Maaske var dog hans Fremstillings Nuancer endnu finere i