Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/184

Denne side er blevet korrekturlæst

KRISTIAN MANTZIUS. 175

hos Sønnen fra de Garnisonsbyer, i hvilke Faderen havde ligget, efterhaanden havde affødt Billeder af snurrige Militærfigurer, som kun ventede paa en Lejlighed for at omstøbes til en Type. Men v. Buddinge, hvor direkte Ætling af Jacob v. Thyboe han end er, optræder dog ikke som nogen Karikatur af Militærstanden. Han er af Hostrup opfundet som en Parodi paa Selskabsdannelsen og som saadan blev han spillet af Mantzius. Hans Karaktermærke er Forlorenhed. Alle de fortrinlige Egenskaber, han tillægger sig, ere netop saadanne, som udgøre »den Dannedes« Særkende. Han kommer til »de Store«, han har været »i Selskab hos en Baron, hvor der er den fineste Konversation« og han synger om, hvorledes der lægges Beslag paa ham:

Ak ja, man bliver bedt jo saa mange steder om —
man trækkes i Høflighedens Lænke,
man bliver bedt til Selskab, til Løjer og til Spil,
saa nødes man.

Han optræder derfor i Særdeleshed som en fortrinlig Selskabsmand, behagelig og vittig, deklamerende og agerende, men han skriver ogsaa i Aviserne og udgiver »videnskabelige Digterværker«. Hans stramme Underofficersholdning og Forsøg paa at tale Tysk satiriserer over det samme som Fruens aristokratiske Tournure og slette Fransk i En Spurv i Tranedans.

Det var intet Under, at Mantzius, hvem personlige Oplevelser kom til Gode, kunde fremstille den falske Selskabstone i dens Karikatur. Han var lidt for plumpt anlagt til at give et fint satirisk Billede; det saa' man allerbedst, da han spillede Konsul Varbjerg, den falske Liberale, som er saa ynkelig en Hofsnob. Mantzius fandt ingen passende