170 KRISTIAN MANTZIUS.
Man behøvede ogsaa blot at se Mantzius gaa ned ad Gaden for at vide, at han følte sig som en sikker Mand. Han bar sit luerøde Ansigt og sin Proprietær-Embonpoint med en vis gemytlig Værdighed: Holdningen stram, Hovedet kastet tilbage. Bag Brillerne spillede et Par Øjne, hvis Sideblik vare fulde af Skælmeri. Mantzius vidste med sig selv, at han var frygtet for sin skarpe — eller hvad andre kaldte grove Tunge og for sit slagfærdige Vid og at han var anset af de fleste for et Talent og af nogle Beundrere for en stor Kunstner. Jeg tænker, at han selv delte den sidste Mening og at denne Følelse gav ham endnu mere Sikkerhed.
Men dybest inde skrev denne Sikkerhed sig fra, at han ligeoverfor Theaterbestyrelse, Kolleger, Kritikere o. s. v. følte sig som den Dannede, der var berettiget til at ringeagte og spotte de Udannede, Filistrene eller Bureaukraterne. Han stod endnu paa Standpunktet fra Spurv i Tranedans:
Her to forskellige Verdner repræsenterte staa,
dér er den fine Potion og den anden dér
Begge, Filistre, halvtslumrende gennem Livet gaa
begge kun bejle til det, som er uden Værd.
Mellem dem begge Studenten sin skjulte Bolig har,
der han til Sandheden vier sit stille Liv.
Gløder for Frihed og ser gennem Ironiens Glar
rolig og stolt paa Filistrenes Lyst og Kiv.
Mantzius forblev hele sit Liv igennem Studenten fra Kristian den Ottendes Dage. Hans Ideal var en snurrig Blanding af Halvliberalisme, Skandinavisme, Patriotisme, i det Hele alle de -ismer, der beherskede Sindene i Fyrrerne. og han forstod kun daarlígt dem af hans Samtidige, der havde svigtet Fanen, medens han altid var den samme.
