142
JOACH. DAN. PREISLER.
gode Mænd samledes, hvor med et Ord Ferdinand ikke saa' andet end Dyd og Sædelighed — derfra udsendtes han til en Kreds af unge Mænd, som dels vare blevne fordærvede i deres Forældres Huse, dels og endnu mere i de offentlige Skoler. Snart forvandlede hans Undseelse sig til en Frihed, der ingen Grænser kendte«. — Meningen med disse sentimentale Fraser er den, at han alt i Lømmelaarene begyndte det vilde Liv, hans Natur trængte til. Han var dog temmelig flittig, saa han i Juni 1772 blev Student med Hæder; nu skulde han give sig ifærd med Teologien.
Det er mærkelig nok en Erfaringsætning ved vort Universitet, at dette Studium ikke har nogen særlig moraliserende Indflydelse paa sine Dyrkere. Havde Preisler været vild før, saa blev han nu helt ustyrlig. Hans Lyst var at føre en ung Adelsmands brogede Levned. Han kunde kun paalægge sig et Baand paa den Betingelse, at han levede som det ikke var til. Paa den Maade fandt han sig i at studere Teologi. Det var i Førstningen fornemmeligst Fru Fortunna, som fristede ham. Han blev en lidenskabelig Spiller, saameget ivrigere, som hans Pengemidler vare faa, og det var selve Spillets nervepirrende Virkning han attraaede. Han fik imidlertid anden Eksamen, og snart efter begyndte han at prædike. Det var som Prædikant, at han for første Gang lagde sin medfødte Skuespillerbegavelse for Dagen. Han gjorde megen Lykke, og da han engang paa store Bededag havde prædiket i Slotskirken, lod Dronningen ham kalde til sig og lovede ham, trods hans unge Alder, et hvilketsomhelst Præstekald. Preisler syntes saaledes at have en god Levevej sikret, da Fru Venus' bløde Haand førte ham bort fra Eksegese, Dogmatik og Moral.
