119
PETER SCHRAM.
og hvor sagtmodig og omsigtsfuld han gaar tilværks. Fødsel, Opdragelse og Ungdomsliv har i det Hele gjort ham nervøs og i Særdeleshed angst over for den Stormagt, der synes ham, og jo egentlig med Rette, at holde hans Liv i sine klappende Hænder. Derfor er han ogsaa noget behagesyg overfor Publikum.
Det er da denne Sensibilitet, der er Aarsag til hans saakaldte Overdrivelser. Saadanne bebrejdes ham jo undertiden. Sagen er den, at naar Schram i en Rolle, som f. Eks. Bartholos føler sig vis paa Publikums Yndest og Bifald, bliver han ligesom ellevild. Som et Barn, med hvis Spillopper man en kort Stund har moret sig, vil han bestandig gøre det bedre. Med Publikums Latter som Tremplin kan Schram ophidses til at foretage de kaadeste Spring, jeg vil just ikke sige over Skønhedsgrænsen, thi jeg tror slet ikke paa, at denne mytiske Linje eksisterer, men over den Grænse, som Rollen og Karakteren sætter. Han gør Løjer, og naar Publikum, som almindeligvis sker, smittes af hans Lystighed og morer sig, gør han som Hr. Knud flere Lejer endnu. Men lad der saa den næste Dag staa et nedsættende Ord i et Blad — saa falder Schram lige fra sin Lykkes Tinde ned i den sorteste Fortvivlelse. Nu har han mistet hint luftige Fodfæste, Publikums Glæde var ham. Han er helt forvirret og véd aldeles ikke, om han mer tør spille paa samme Maade. Deraf den Pirrelighed og egne Art af Forfængelighed, som en enkelt Gang er kommet offenlig frem.
Saa sensibel er han da, at Rollen selv virker ind paa. ham. Han føler sig ubehagelig og angst tilmode, naar Stykket bringer ham i uhyggelige Situationer. Naar han
