3
MICHAEL WIEHE.
hver Aften en enerverende Kulissefeber, inden han spillede, og saa sent og overtræt hjem. Han stod i ingensomhelst personlig Rapport til Publikum. Han hørte ikke til de Skuespillere om hvilke Byen har meget, alt for meget at fortælle, og han selv havde da allermindst at fortælle. Han var tavs, i Selskabslivet, i Kaféen, i Foyeren, en stille Drømmer, som meget undrede sig over, hvad de andre kunde have saa særdeles at snakke om, og dog, naar Samtalen var aandfuld, vidste at tie saa »levende«, at han syntes at deltage i den. Hans Tavshed var maaske lidt Diplomati; saaledes da han var bleven udnævnt til »Ridder« — hvilken Orden næppe Nogen har baaret med større Ret — og en god Ven i hans Nærværelse ytrede Lyst til at vide om Michael nu var glad eller ligegyldig ved sit Kors, smilede kun Wiehe skælmsk, men man fik aldrig at vide, hvad han saa mente om den Ting. — Der var altid en Afstand mellem ham og hans Omgivelser.
Som i Eventyret, hvor først i Midnatstimen den fortryllede Prins i Slottet vaagner op af Trolddomssøvnen til Liv og alt omkring ham rejser sig af Forstenelsen til Bevægelse og Frihed, saaledes begyndte for os andre i Virkeligheden Wiehes Liv, naar han traadte ind paa Scenen om Aftenen i den illusoriske Verden. De tre, fire Timer, han spillede, udgjorde hans sande Liv, den malede og kostymerede Skikkelse det var den virkelige Wiehe. Drømmeren om Dagen, Borgeren og Københavneren var kun en Maske, en Avtomat, den af Hverdagslivet forgjorte Kunstens Fyrste.
Og han selv længtes altid mod Theatret. Som begyndende Kunstner var han udpræget Romantiker; thi han hentede sin Inspiration og sin Aands Stof fra Poesi og Bøger,
1*
