2
MICHAEL WIEHE.
Genius, udæskende den hele Verden til Ungdommens Kamp for Skønhedens og Kærlighedens Ret — eller han staar for mig i Henriks grønne Jægertrøje i Alferne, lænende sig op til Træet, som hensunken i Sfærernes Musik, en Endymion, hvis halvaabne Læber længes mod Lunas Sindet betagende Drømmekys i den magiske Maaneskinsnat — og atter skifter Billedet og han bliver Joseph Surface, hvor han skrider ind med den dragende Gang mellem Bagtalerne og Sladrerne i dæmonisk Højhed, medens der bliver Dødsstilhed overalt, hvor hans kolde, hastige Sideblik slaar ned. Eller jeg husker Wiehe, naar han gik ned ad Gaden med et underligt uagtpaagivende, aandsfraværende Udtryk, idet Læberne lydløst memorerede Elskovsord og romantisk Tale, der intet havde med den omgivende Sværm at skaffe — maaske var dette end ikke Tilfældet, maaske hans Tanker ganske hverdags og hans drømmende Blik kun Nærsynethed, men ingen Samtidig formaaede at løsrive den Fylgjeskare af poetiske Ynglingeskikkelser, Wiehe havde fremstillet, fra hans egen Person. Man vilde følge efter ham og vovede det ikke. Man undrede sig over, at han, fra hvis Skikkelse Baretten med de vajende Fjedre og Ridderkaarden syntes uadskillelige, virkelig gik saadan der i Buegangene i en moderne Overfrakke med en Rolle under Armen. Var han virkelig af denne Verden, sværmede ikke i et romantisk Feland, men boede her i København mellem Spækhøkerne og Grossererne som andre Dødelige?
Ja, han førte her et ubemærket borgerligt Liv uden al ydre Larm. Tidligt og lykkeligt gift levede han udenfor Theatret en arbejdsom Lærds stille Liv. Dagen gik ensformigt og anstrængt: om Formiddagen Prøve eller Rolleinstudering,
