72
nelse besad hun, hendes Stemme var smuk, hendes Legem pragtfuldt — og dog!
Der var engang, hun havde troet at finde Læreren, Beaanderen i Baltzer. Det var i Ægteskabets første Tid. Han var saa forelsket, han vejledede hende saa ømt og forsigtigt som en Fader sit blinde Barn; han udviskede næsten sig selv for at give hendes Spil Relief. Men alt forgæves. Selv paa de elendige Provinsteatre mødte hun Kulde hos Publikum. Og da var det begyndt imellem dem — da var hun begyndt at hade ham.
Dengang vidste hun maaske ikke, hvad det var — nu forstod hun det godt: det var Jalousi. Hun var skinsyg paa hans Talent og hans Held. Denne Mand, der dyrkede hende som en Dronning, blev en anden, naar han stod paa Scenen: den godmodige stille Fyr forvandlede sig til en flammende Riddersmand, klog og myndig. Hun, Dronningen, blev et tosset Pigebarn, og han, Skosvenden, en Konge. Hun følte endnu sit gamle Raseri ved Tanken herpaa. Hvad Fremtid skulde det blevet for hende? Skulde hun blot været et Appendiks
