Side:E Brandes Lykkens Blændværk 1898.djvu/61

Denne side er blevet korrekturlæst

49

paa Skafterne,« mumlede den gamle beundrende hen for sig.

Og det var et Par dejlige Hænder. Frahm blev aldrig træt af at beundre dem. Store skøntformede Hænder, der altid levede, altid tog varmt og fast. Hænder, saadanne som norditalienske Malere havde tegnet paa deres skønneste Madonnaer, naar disse holdt om Jesusbarnet. Og Frahm fortvivlede med en komisk Sorg. Thi selv Fru Kragh lignede mest af alt en norditaliensk Madonna med den lave Pande under det sorte Haar, der laa glat trykket mod Tindingerne, og med det blege, lidt haarde Ansigt. Hovedet var ganske lille og Skuldrene brede. Der var dem, der fandt noget mandhaftigt hos Fru Kragh, hos hvem det kvindeligt Bløde unægteligt var traadt tilbage. Hun vilde heller intet gøre for at tage sig ud — hun pyntede sig aldrig — gik rank uden Spor af Koketteri — og saa’ ud for sig med alvorlige, næsten truende Øjne. Naar hun da ikke blev helt overgiven og tumlede sig med Barnet i de vildeste Løjer, som fik den Lille til at juble af Himmelfryd.

Nu sad hun og hørte paa Thurø, der raste over den indre Missions Udbredelse og

4