48
hendes Sind. Al Livets Glæde skulde for hende udgaa fra Barnet, thi imellem hende og Kragh var alt godt, men intet fuldt af Lykke. Og ganske sikkert elskede hun Barnet, saa hun ligesom følte denne Kærlighed udvide sit Hjærte — men hun kunde ikke leve paa denne Følelse alene. Med et Suk, der undertiden blev til Rynker i hendes smukke lave Pande, sagde hun sig selv, at hun dog var for ung til blot at være Moder. Og hun blev mere og mere Moder for alle sine Omgivelser. Hun var Moder for sin Mand, ikke Hustru — hun var Moder for det store Barn Baltzer — hun var Husmoder for Thurø, der intet andet Hjem kendte end hendes — og mest af alt var hun moderlig Veninde for Frahm, der egentlig aldrig gjorde andet end rejse fra og til hende. Han spurgte hende til Raads om alle sine Anliggender og det var hende, der havde indrettet den hele Villa for ham. Selv den gamle Tjenestepige, der var saa bidsk som en Lænkehund, rettede sig ærbødigt efter Fru Kragh, der var flink og praktisk og økonomisk i enhver huslig Sag.
»Sikken et Par Hænder, der sidder hinner
