22
Kind, ikke en tung Tanke rynket den sarte Hud ved Øjenkrogene. Medens Fru Bertha, naar hun saa’ sig i Spejlet — hun var dog kun otteogtyve Aar — mødte et lidt træt Ansigt og lidt kummerfulde Øjne.
Skønt netop om hendes Ydre rumsterede Fru Duncker bestandigt. Hun blev ikke træt af at prise Venindens Hebe-Ansigt og -Figur. Bertha skulde blot pleje sig lidt mere, passe sin Skønhed, soignere sig saadan som det nu var Skik og Brug. Og det vilde ogsaa den gode Flemming sætte Pris paa. Mandfolkene var nu engang saadan — de vilde have Frugten i Silkepapir, saa troede de, at den var langt finere.
Netop Dagen i Forvejen havde Fru Duncker tvunget sin Veninde til at købe en elegant Morgen- eller Aftenkjole — en Slags Peignoir af luftig Silke, hvis Klædelighed hun priste stærkt. Den var hentet ind og atter taget ud, da Flemming viste sig i Døren.
Hans Ansigt opklaredes, da han saa’ hvem Gæsten var. Han kom temmelig gnaven fra sit Kontor og ventede sig nærmest kedelige Fremmede — og da han saa’, den lille Frue i
