320
Et Sekund stod Kragh og betragtede sit Offer, inden han flygtede. Saa løb han af alle Kræfter op ad Trappen til sin Lejlighed.
Han kom ind i sit Værelse og fik tændt Lys. Et Øjeblik stod han stille. Saa gik han hen og aabnede Vinduet: Betjenten laa dernede endnu alene, men han saa’ Folk nærme sig fra begge Sider.
Hans Handlings Vanvid var ham fuldkommen klar: aldeles til ingen Nytte havde han dræbt den stupide Karl, hvis Liv og Død var ham ganske ligegyldige. Kunde noget tænkes latterligere end at hele hans Samfundshad blev til et Mord paa en Politibetjent! Og dette Mord vilde opdages, thi Stiletten sad i Saaret og Skeden laa nær ved, og Buttenschøn maatte blive hans Angiver — eller ogsaa maatte han blive Buttenschøns takskyldige Træl.
Han tænkte ikke paa at flygte — fortrød ikke sin Handling og vilde heller ikke, at Skændslen skulde ramme Melitta og Barnet. Hvis han døde, vilde Buttenschøn tie.
Og nu syntes det ham, som om han kun havde dræbt Politimanden for at fremtvinge sin egen Død.
