316
om Aftenen med Kortene foran sig. Han maatte da passe at skjule dem, naar hun tilfældigt havde Ærinde i hans Værelse.
Men ellers lagde han Kabale mange Timer i Træk. Det var en ganske simpel Kabale, som han dog fandt paa at gøre saa vanskelig, at den næsten aldrig gik op. Naar den maatte gaa op, saa’ han det nemlig straks, og da kunde han bagefter ikke indbilde sig, at han anstrængte sig for at bevirke det heldige Resultat.
Saaledes sad han da Time efter Time, Dag og Nat, og Døgn efter Døgn, idiotiserende sig selv med disse intetsigende Kort, der blev tykkere og tykkere mellem hans Fingre.
Blot for ikke at tænke!
Og bestandigt tænkte han dog paa, at der ingen Fremtid var mere for ham — ingen Lykke, han kunde se hen til. Han havde selv stødt Melitta fra sig — han vilde ikke modtage hendes Naade — og han tilstod for sig selv, at Frahm vilde blive hende en bedre Ægtefælle end han.
Og med vanvittig Lidenskab tænkte han paa Fru Flemming. Han følte Smilet dø om
