313
næste Dag vilde hun med Barnet tage til sin Fader i Jylland.
Erik gjorde ingen Indsigelse.
Saa om Mandagen kørte han atter Kone og Barn til Stationen ligesom hin Sommermorgen for ikke mange Maaneder siden. Dog langt tungere var de nu om Hjærtet i den mørke Vintertaage. Begge følte Graaden stige op, medens Barnet, der var forvirret ved den pludselige Rejse og utilpas i den tidlige Morgenstund, tavs betragtede Forældrene med sit sky og opmærksomme Blik.
Da de nærmede sig Stationen, greb Erik pludselig Melittas Haand: han syntes, han maatte holde hende tilbage, kun hos hende og Barnet fandtes der Trøst og Fred for ham. Hans Øjne var fulde af Taarer.
Men Melitta rystede sørgmodigt paa Hovedet. Hun turde ikke efterkomme denne tavse Bøn: kunde han ikke nu sige de Ord, paa hvilke det kom an, hvor kunde hun da alt nu vende tilbage til ham?
