Side:E Brandes Lykkens Blændværk 1898.djvu/323

Denne side er blevet korrekturlæst

311

at hans Kærlighed fyldte ham saa ganske, at hun, ja selv Dorothea, blev til intet for ham.

Men nu i dette Sekund forstod hun, at den Kvinde, som Erik elskede og som havde aabnet Afgrunden for dem — det var Bertha Flemming, den tomme blonde Dukke, hvis magelige Fruefinhed altsaa syntes Erik mere værd end hans Kone, hans Barn, hans Hjem.

Hun stirrede næsten med Rædsel paa ham. Var dette muligt? Kunde et Menneske som Erik, hendes kloge, gode Erik Blive saa forblindet?

Og hun tænkte et Øjeblik paa, om hun ikke, selv mod hans Vilje, skulde frelse ham — nu var maaske Lejligheden der efter Bruddet med Flemming. Men saa skød Stoltheden op i hende: nej, det var dog uværdigt. Og hendes Forstand sagde hende ogsaa, at fra Erik maatte Forsoningen komme, om der skulde blive Forsoning. Selv om han nu bøjede sig for hendes Overtalelse eller Vilje, lægedes intet Saar.

Og naar hun saa’ paa ham, syntes hun, han lignede et til Døden sygt Menneske.