Side:E Brandes Lykkens Blændværk 1898.djvu/320

Denne side er blevet korrekturlæst

308

»Jeg tænker, hun hader baade dig og mig — jeg mødte hende engang ombord paa Færgen, og af det Blik, hvormed hun betragtede mig, spaaede jeg intet godt — men jeg tænkte ikke, at hun skulde kunne skade — dig!«

Hun var lige ved at sige os, men undlod det.

Kragh forstod det, og hans Ansigt blev endnu sørgmodigere.

»Naturligvis hader hun dig instinktivt, og naturligvis kan hun skade, det Skadedyr hun er.«

Melitta sad lidt og grundede. Dette med Fru Baltzer forklarede nogenledes Flemmings Opsigelse, men dog ikke alt. Og hun spurgte igen:

»Men hvorfor dette pludselige Brud? Hvad Grund kunde han give? Han kunde jo dog ikke anføre den rette. Hvordan gik det til?«

Atter vidste Kragh ikke sine levende Raad, men han maatte sige noget — og da saavidt muligt Sandheden:

»Det var vel min Skyld for en Del. — Han vilde, jeg skulde blive til første Januar, og han