302
Og i sin Forlegenhed insisterede han paa, at Kragh blev uheldigt stillet ved denne Opsigelse, og at han derfor maatte —
Men den Anden afbrød ham kort og skærende:
»Jeg vil ikke modtage én Øre af Dem uden for leveret Arbejde.«
En saadan Foragt læste Flemming i Kraghs Blik, at en vild Vrede greb ham. Og han spurgte:
»Maaske ønsker De da, at Forholdet mellem os opløses straks?«
»Som De vil,« lød Svaret.
»Ja, saaledes, som De synes mig at tage Sagen, tror jeg, at Samarbejdet mellem os vanskeligt kan fortsættes under behagelige Former; maaske var det derfor bedst, om vi brød af med det Samme.«
Flemming vidste, at dette var ganske brutalt og urimeligt — at et saadant uforklaret Brud maatte skade Kragh overordentligt — men Vreden og Hadet var oppe i ham.
Og Hadet var ligesaa voldsomt hos Kragh, overvældende al Fornuft. Han begreb, at han stod paa Nippet til at begaa en uhyre Dumhed. Hvad
