Side:E Brandes Lykkens Blændværk 1898.djvu/302

Denne side er blevet korrekturlæst

290

Kragh overvejede atter, om han var i Stand til at myrde Flemming med koldt Blod. Han troede det næsten. Men naar han forestillede sig, hvorledes han vilde blive greben, overbevist og straffet, forstod han, at alene for Melittas og Barnets Skyld var saadant umuligt.

Og forresten var det jo den bare Dumhed at tænke derpaa.

Men snurrigt nok havde det været, om han havde mødt Flemming — hvad vilde denne have sagt og gjort? Ja, hvad vilde Flemming gøre nu, hvis Fru Baltzer havde kendt Kragh og fortalte sin Elsker om Mødet. Flemming kunde jo end ikke vide, at hans Besøg i Huset var tilfældigt og ikke en beregnet Spioneren.

Imidlertid maatte han selvfølgeligt lade som intet. At Fru Baltzer steg ud af en Droske udenfor Stedet, behøvede jo endelig ikke at hænge sammen med, at det ejedes af Flemming. Desuden vilde Fru Baltzer maaske løbe an paa, at Kragh ikke havde genkendt hende.

Og pludselig besluttede Kragh, at han den næste Dag, der var Søndag, vilde aflægge en Visit hos Flemmings. Han havde aldrig bekvemmet sig til at takke for hin Sommerind-