286
Det var en mørk Novemberaften. Taagen laa over den bedrøveligste af Broerne. Kragh steg op paa en Sporvogn, der holdt, men da han kiggede ind i Vognen, gøs han tilbage. Derinde sad lutter triste og fattige Mennesker, skubbende sig opad hinanden, vaade og frysende, med bekymrede Ansigter, der tydede paa, at de vendte tilbage fra et haardt Arbejde til et Hjem, der ingen Hygge bød. Knap nok var der en Plads, og alle saa’ gnavne paa den, der vilde forlange, de skulde vige til Side. Der stod en forfærdelig Os af Petroleum, vaade Klæder og Fattigdom fra Vognen.
Kragh steg af igen ligesaa hurtigt. Men da han gik frem langs Vognen, saa’ han, at der foran hos Kusken stod en stor brydsk Politibetjent, som forekom ham at være hans egen Gadebetjent. Han lod til at befinde sig fortræffeligt, behandledes med Ærbødighed af Kusk og Konduktør, havde en god Plads for sig alene — og kørte oven i Købet gratis. Kragh lo ved sig selv, for Sporvognen syntes ham et Billede paa den hele By, der skumplede afsted paa de lagte Spor, trist og fattig, medens
