283
en eneste Gang sige, hvad jeg altid tænker paa — nu inden jeg rejser.«
»Nej, De maa ikke — det er ingen Nytte til.«
»Men heller ikke nogen Skade til.«
»Det véd De ikke. Maaske til Skade for mig. —«
Frahm vilde tale, men hun afbrød ham og spurgte:
»Er det Alvor, at De rejser til Firenze?«
»Ja. Til det hvide Hus.
»Hvilket?«
»Det hvide Hus, hvori jeg, fra jeg var Yngling, har drømt om at bo med min Elskede. Det hvide Hus — det ligger lidt uden for Firenze paa en Bakkeskraaning og rundt om breder sig en Have, der næsten skjuler det. Og over det er Himlen blaa og Solen skinner varmt, og i Haven gaar hun, smuk og klog og moderlig, og Verdens rigeste Lykke blomstrer i hendes Spor —«
Melitta blev bleg:
»Jeg beder Dem, Frahm, ikke et Ord mere. Dorothea lytter igen — og jeg vil intet høre. Fortæl mig om Baltzers Begravelse!«
