277
Slagtersvende, og endelig en net, civilklædt Infanteriløjtnant. Og ved Graven stod Fru Leontine Baltzer tugtigt omhyllet af Sørgeklæder og vendte sit dejlige, taarevædede Ansigt op imod Præsten, der indledte Jordpaakastelsen med nogle faa Ord: han omtalte venligt det stakkels skrøbelige Menneske, hvis jordiske Rester skulde hvile her; mange vilde mindes ham som en elskværdig Kunstner, og han efterlod sin kærlige Hustru dybt nedbøjet og trængende til Trøst, vel svag, men dog den eneste Støtte for deres lille, nu faderløse Barn; alle maatte bede til, at hun kunde finde Styrke til og Trøst i sin vanskelige Opgave. Og derefter bad Præsten videre frem for den Afdøde.
Men de Ord, som han havde sagt, blev omhyggeligt noterede af samvittighedsfulde Reportere og gik samme Dag hele Landet over. Og næsten alle Lægfolk var rørte over Præstens Vennesælhed; kun de Hellige og nogle faa Præster harmedes ved denne Fordragelighed overfor en Gøgler og Drukkenbolt, der havde dræbt sig selv. Men af hine Ord steg Fru Baltzers Rygte frem som Solen af Havet, uplettet
