276
skælvende og næsten paa Knæ for ham bad hun Præsten om Hjælp. Hun selv trængte til Kirkens Trøst, og det var hende forfærdeligt, at Baltzer skulde puttes i Jorden som et dødt Dyr.
Den gode Præst modstod ikke denne skønne Jammer. Han talte venligt og smukt til hende, og da hun trængte paa, saa lovede han i sit Hjærtes overstrømmende Godhed — skønt Tilfældet var saare penibelt — at bede en kort Bøn paa Kirkegaarden. Og Fru Baltzer takkede ham tusinde Gange og trykkede hans Hænder og lod sig klappe omkring paa Skuldrene og satte sit Ansigt op mod hans med et saa dejligt Madonnaudtryk, at Præsten tilsvor sig selv, at han efter Evne vilde hjælpe denne bodfærdige Magdalene — om hun da var en Magdalene og ikke en god og ulykkelig og ærbar Kvinde.
Saa kom Begravelsesdagen med et grufuldt Vejr, der fjærnede de fleste af dem, som maaske ellers trods Stilheden var komne. Men Vennerne var der og mærkeligt nok Kaptejn Buttenschøn, endvidere nogle Teaterfolk og et Par Mennesker, der saa’ ud som en Mellemting af Proprietærer og
