263
og Betjente og paa det artigste overgivet Garderobedamen sit Tøj — men da Tæppet gik op og den straalende Kongehal aabenbarede sig for hende, blev hun bleg. Erik og Melitta næsten frygtede, at hun skulde blive syg, og hver af dem greb en af Barnets Hænder og saaledes sad hun, holdende Forældrene krampagtigt i Hænderne, og derved fæstet til Jorden og Virkeligheden, medens hendes spæde Sind hævede sig til Fantasiens lyseste Rige.
Baltzer sad i Kongeskrud paa Tronen, alvorlig og mørk, modtagende et fremmed Gesandtskab. Han saa’ prægtig ud, saa truende som en Tordensky og saa stærk som en Jætte. Han sad urokkelig og stirrede ud for sig; kun én Gang hævede han Blikket, søgte og fandt Dorotheas to klare Barneøjne. I en Fortryllelse mødte hans tørstige Blik den sunde Livskilde hos hende: han lædskede sig og fandt den Kraft, han søgte, og hun genkendte ham og beroligedes en Smule i sin Febrilskhed. Stedet forekom hende nu lidt hjemligere, fordi hendes store Ven sad dernede i dejlige Eventyrklæder og saa’ beskyttende op til hende.
