250
Skilsmisse. Selv under deres værste Scener havde hun ikke plejet at anvende, det, men nu stak det ofte Hovedet frem.
Dette gjorde Baltzer næsten vild af Vrede og Sorg. Han vilde finde sig i alt — i Udelukkelse fra alle Rettigheder; blot han var i Leontines Nærhed og ingen nærmere end han. Men den Tanke, at han skulde fordrives fra Huset, at en anden med fuld Ret skulde blive Ejer af hendes pragtfulde Skikkelse, og at hun skulde vise denne anden den Venlighed i Ord og Kærtegn, hvilken hun saa haanligt nægtede ham — den Tanke bragte hans Hoved til at gløde af en Art almen Drabslyst. For han maatte sige sig selv, at Løjtnanten var ret skyldfri og i det højeste, et Middel. Han trøede ikke paa, at Fru Leontine var forelsket, og selv om hun maaske havde udsét dette Medlem af den danske Hær til sin specielle Forsvarer, saa nærede han rimeligvis ingensomhelst Forhaabninger.
Deri tog dog Baltzer delvis Fejl. Løjtnanten var ligesaa forelsket som han selv og havde paa Besøg hos Fruen faaet et stærkt Indtryk af hendes Ulykke og Dyd. Han havde
