Side:E Brandes Lykkens Blændværk 1898.djvu/256

Denne side er blevet korrekturlæst

244

»Ja, det er hende — jeg saa’ dig ikke dengang.«

Men saa kunde igen ingen af dem sige et Ord. De sad og saa’ tavse frem for sig.

Kragh forstod imidlertid det altsammen: den altid forelskede og aldrig genelskede Thurø havde endelig truffet en Kvinde, som havde gengældt hans Kærlighed. Han havde først: været glad for hende og saa vænnet sig til hende. Ved hvilke Midler hun havde tvunget ham til Giftermaal, det brød Kragh sig ikke om at vide. Tværtimod! Det skar ham i Hjærtet, naar han betænkte, i hvilket Smuds den fine og gode Fyr, der sad foran ham, havde været nødt til at sænke sig — for hin ulyksalige Drifts Skyld, som ødelagde Menneskene og opretholdt Slægten. Hvad brød han sig om at erfare, med hvilke Kunster hin elendige Kvinde havde narret Vennen ind i sine grove Garn og faaet ham til at skænke hende sit Navn. Hvilken Rædsel — hun, denne fede Skøge skulde bære hans ærlige Navn, og hans Børn skulde arve Moderens slette Sind og opdrages med hendes skidne Tanker!