243
dit, var jeg ikke kommet saaledes. Det falder mig meget tungt at sige, hvad jeg nu maa. Jeg kommer for paa en vis Maade at sige dig Farvel. Jeg har ikke søgt dig i Sommer; jeg har godt forstaaet, at du var lidt vred — ja eller i hvert Fald forbavset over min Adfærd, men jeg følte det Uafvendelige komme. Enten maatte jeg tale med dig — dog det kunde jeg ikke — eller ogsaa maatte jeg undgaa dig. Jeg har ikke havt det ganske let — og jeg har trængt meget til dig.«
»Hvorfor kom du ikke?«
Ordene undslap Kragh; han vilde ikke sagt dem, og han følte, de sagde mere end godt var.
Thurø forstod ham.
»Det vilde ikke hjulpet, du!«
Kragh saa’ paa hans forgræmmede Mine. Saa sagde han for at hjælpe ham, men lidt nølende:
»Jeg saa’ dig en Aften for en fem, seks Uger siden: du gik over til Tivoli med en Dame under Armen — er maaske den Dame nu din Kone?«
Thurø blev blussende rød og atter ganske bleg:
16*
