11
det dog en egen Martyrklædning. Naa, hun var jo Skuespillerinde.
Men hun talte om Penge og Penge — og det var jo Vrøvl med den Kontrakt. Vilde hun have Penge af ham — kunde han tilbyde direkte? Han kunde jo begynde med at sige hende, at hun næppe havde en Øre til Gode hos den grusomme Direktør — saa vidt da han kunde forstaa.
Dog da Fru Baltzer endte med Haanden under sin Barm, undertrykkende paany sin nervøse Hjærtebanken, og Flemmings Øjne fulgte Haanden, svarede han ikke saaledes. Derimod bad han hende bringe sig Papirerne, saa skulde han gennemgaa dem og nok »nappe« Direktøren, hvis der var nogen Mulighed — han forstod saa godt, at den Art Affærer var saare pinlige for en Dame.
Ja, det var netop Sagen. Og hun var jo alene. Jørgen — atter sukkede hun let — tog sig ikke af sligt, og hun kendte ingen Forretningsmand. Ja én kendte hun vel, men ham vilde hun ikke henvende sig til, skønt han vel nok kunde og vilde hjælpe hende.
