195
Sjæl. Hun kunde ikke glæde sig over, at Melittas Dragt var tarvelig; thi hun følte, at den anden ikke brød sig det mindste om hendes Pynt. Havde hun kunnet tro, at Melitta misundte hende enten Skønhed, Pynt eller Mænds Forelskelse, kunde hun rejst Hovedet. Men langt fra: Melitta saa’ paa hende som et talentløst Komediantfruentimmer, der slog Penge af sin Skønhed. Og ved Siden af Melitta sad den smilende og lyksalige Dorothea, henrykt over det store Skib, det lange Bord, Stolen, der kunde dreje rundt, Lysekronen, der gyngede, og de mange Retter; hun var allerede de bedste Venner med en tyk Grosserer, der lo af hvert Ord, Barnet sagde, og lovede hende Frugt og Konfekt paa første Station — og dette ingenlunde for at indsmigre sig hos Melitta. Lily derimod sad tavs og vranten, og hun tiltaltes altid kun som et Gennemgangsled til sin smukke Moder. Og at hun benyttede sit Barn hertil — det anede hun, at Melitta foragtede hende allerdybest for. Derfor rasede hun indvendigt over, at en ung Sekondløjtnant paa Lilys anden Side netop begyndte Kampagnen efter Krigskunstens almindelige Regler.
13*
