184
orlegne Mine, som Melitta havde bemærket hos ham i den sidste Tid. Vennerne trak sig tilbage, da Kragh havde anbragt Melitta og Barnet i en Kupé og stod udenfor Døren, vekslende de sidste Hilsener. Han og Melitta betragtede hinanden med bedrøvede Øjne. Hun rakte Barnet hen til ham, og han kyssede kærligt Dorothea, der et Øjeblik saa’ ud til at skulle briste i Graad. En Hentydning til den elskede Rejsetaske bragte hende dog straks paa Fode igen.
Saa lød Afgangssignalet og Toget satte sig i Bevægelse. Kragh stod sørgmodig og saa’ efter den lille Barnehaand, der endnu et Sekund vinkede ud til ham fra Vinduet. Hans Hjærte sammensnøredes: nu drog Husets gode Aander bort fra ham, og han kastedes ud paa det vildene Hav. Og han kunde dog ikke følge efter dem! Hans Fod var lammet, hans Handlekraft brudt.
Da han kom ind i Ventesalen, var Baltzer allerede forsvundet. Han havde skyndt sig bort. Denne Morgenanstrængelse maatte belønnes med en ekstra Alkoholforsyning.
