180
næsten ikke været her — og jeg vil ikke mere gaa til ham — i hvert Fald ikke foreløbigt. Jeg er forøvrigt overbevist om, at der aldrig vil blive nævnet et Ord om dette mellem os.«
Han sagde med et Forsøg paa at smile:
»Jeg kan egentlig ikke optræde hverken for mig selv eller andre som bedragen Ægtemand efter dette.«
»Det tænker jeg heller aldrig, du skulde komme til,« svarede hun meget alvorlig.
Uhyre sørgmodigt kom det fra hans Læber:
»Der er ingen som du, Melitta — du, er bedre end alle andre.«
Hun rystede paa Hovedet.
Han kunde ikke faa sig til at sige mere. Han forstod, at hun havde fortalt ham dette tildels for at indgyde ham Mod til at bekende sit. Men han kunde ikke. Han følte sin dumme Forelskelse i denne tomme Dukkedame — for andet var hun vel ikke — som rent ud skammelig. Hvor kunde han tilstaa en saadan Barnagtighed til sin alvorlige og kloge Kone! Her sad hun, et Menneske af den allerhøjeste Værd — hel og
