165
Intet i hans Adfærd forblev ubemærket eller uforstaaet for Melitta. Og hun grublede bestandig over hvor Hjælp og Lægedom skulde hentes fra: hun syntes, om hun trak sig tilbage fra ham — var det galt, og om hun nærmede sig ham — var det ogsaa galt.
Men dog blev det langt uhyggeligere, efterat Frahm havde talt til hende.
Kort efter tog hun en Formiddag med Barnet ud til Charlottenlund Skov. Hun plejede gærne paa varme Dage, medens Kragh var paa Kontoret, at gøre saadanne smaa Frisk-Luft-Ekspeditioner inden den egentlige Ferietid, som hun tilbragte paa Faderens Gaard. Men hun var dette Aar ivrigere for at komme bort fra den beklumrede Luft i de ikke store Værelser i Valdemarsgade. Og forhen — hun skjulte det ikke for sig selv — sad hun gærne hjemme, glædede sig over at være midt i sit Eget og gaa rundt mellem alle sine huslige Forretninger. Nu dreves hun afsted — ikke som tidligere for Barnets Skyld, men for sin egen.
Hun søgte sig en nogenledes ensom Plads i Skoven og lagde sig ned i Græsset paa en
