157
— »jeg har nemlig altid tænkt paa Dem ved et Udtryk, han bruger om en Dame, der trøstede ham og blev ham til al Verdens Husvalelse, da han var i sin store Nød og Fortvivlelse.« — Hans Stemme skælvede nu helt. — »Han kalder hende la donna gentile et pietosa — den ædle og medlidende Dame.«
I samme Øjeblik som han havde udtalt disse Ord, forstod Melitta, at han elskede hende — at det var for hendes Skyld, at han ikke kunde løsrive sig fra Kjøbenhavn — og at det ene var med hende, han kunde rejse til Firenze.
Hun kunde ikke faa et Ord frem. Hun var lammet af en stor Sindsbevægelse, ved Bevidstheden om, at hun havde vakt saa dyb en Følelse hos denne fine og kloge Mand. Hun frygtede for den, og hun droges af den, og hun saa’ pludselig for sig med Sjælens Øje meget godt og meget ondt, som denne Følelse vilde have til Følge.
Der var ganske stille i Haven, og Tavsheden mellem de to vedvarede. Paavirket af denne Tavshed — fordi hun hele Tiden havde
