154
da først afskaffe Sprøjterne!« Og siden tænker jeg altid paa det Ord.«
»Men derfor har de Fattige det ikke mindre ondt.«
»Hvis de lavede færre Børn og hvis de vilde frem, saa lykkedes det nok. I hvert Fald jeg beder ingen om Hjælp — hvem har Ret til at fordre min? Og Medfølelsen med denne forvrøvlede og pjaltede og troende og frasesavlende Menneskehed — den har jeg glemt. Jeg vil leve med mine Bøger, med god Kunst og god Musik — saavidt mine Ærgrelser over Religion og Præster tillader det,« tilføjede han smilende.
»De rider idag en ny Kæphest,« sagde Melitta, »og mon De overholder Deres Teori i Praksis? De nævnte de mange Børn. Kan De taale at se fattige Børn gaa ned gennem Gaden forsultne, blege, tyndt og pjaltet klædte, gaa hjem til en ussel Bolig, en fordrukken Fader og en elendig Moder?«
»De træffer dog altid det Rette, Fru Melittaa« — og Frahm saa’ beundrende paa hende — »Børnene — der er mit svage Punkt.«
