Side:E Brandes Lykkens Blændværk 1898.djvu/16

Denne side er blevet korrekturlæst

4

ikke endnu havde slaaet igennem. I fem Aar, ja maaske lidt flere, havde hun kæmpet, men aldrig vundet Sejr. Og hun elskede Kunsten lidenskabeligt, sagde hun med sørgmodig Blidhed, og hun kunde ikke opgive Teatret. Hun haabede bestandigt, at det éngang skulde lykkes for hende, og alle, Forfattere, Journalister, Købmænd og Officerer, haabede det med hende — at sige naar de talte med hende derom. Uden hende var det en anden Sag. Da var man ganske sikker paa hendes Skønhed og ligesaa sikker paa hendes Umulighed. Og hele Byen havde sammensvoret sig om at holde paa hende og ikke tale ondt om hendes Talentløshed. Hun var for hjærtevindende — og det var dog altid en Fornøjelse at se paa hende: det nydelige Ansigt og den dejlige Figur.

Desuden maatte man have Agtelse for hende, saa store huslige Sorger hun havde at bære. Hun var gift med en fordrukken Skuespiller, som engang havde været Provinsens Løve og nu hørte til de forfaldne Genier i Kjøbenhavn. Hun, som var af god Familie, havde i sine Pigeaar set ham og forelsket sig i ham, da han spillede i Odense. Hun havde,